tirsdag den 21. november 2023

Vinderne af bloggens jule-giveaway er fundet!

Det er blevet tid til en af årets hyggeligste opgaver for mig, nemlig at finde vinderne af bloggens jule-giveaway 💗 Det har igen i år været en stor fornøjelse for mig at læse søde fortællinger om de deltagende misser og se billeder også, så tusind tak for dem. 🐈😊

Som sædvanligt får alle deltagere et nummer, både her på bloggen og på bloggens Facebookside, hvor konkurrencen også har været slået op, og www.random.org får lov at trække vinderne. Årets vindere blev: 

Vinderen af adventskalenderen:
Gitte Hesselvig og hendes venindes kat, Max

Vinderen af julekalenderen:
Frank Drebin Seemann og hans kat Milo


Stort tillykke til jer begge to. Jeg håber, at jeres katte bliver rigtig glade for præmierne. 
I skal senest på fredag 24/11 sende mig en privatbesked på bloggens Facebookside eller en mail, så vi kan aftale forsendelsen.  Hører jeg ikke fra jer, trækker jeg en ny vinder.

Jeg håber, at I alle har lyst til at vende tilbage og deltage en anden gang. 🎅


onsdag den 8. november 2023

Jule-giveaway: vind en lækker julekalender eller adventskalender til kat

Så blev det endelig tid til et af årets højdepunkter for mig, nemlig bloggens jule-giveaway. 🎅 Ligesom de foregående år kan du igen i år deltage i konkurrencen om to fine julepræmier til kat, da jeg både udlodder en julekalender og en adventskalender. 🎁

Kender du en kat, som fortjener ekstra forkælelse i december? Så læs med nedenfor, hvordan den får kløerne i en af de lækre præmier. 🐈





Det kan du vinde:

I år er der som skrevet ovenfor to præmier i spil:

Adventskalender bestående af 4 lækre pakker, som hver indeholder lækkerier eller legetøj.
Cosma julekalender, som indeholder snacks af frysetørret 100 % rent kød (kylling, and, oksekød og tunfisk).



Sådan deltager du:

1. Følg om bloggens facebookside  (se nedenfor, hvis du ikke er på Facebook*)

2. Skriv en kommentar til indlægget her, hvor du fortæller mig navnet på katten, der skal vinde julegaven. Fortæl også gerne lidt mere om katten - det er så hyggelig læsning 😊
HUSK også at angive dit eget navn, når du lægger en kommentar!  Anonyme kommentarer uden navn deltager ikke i konkurrencen!

🎅 Du kan få et ekstra lod i konkurrencen ved at deltage på bloggens facebookside, hvor konkurrencen også er slået op. Dette er helt valgfrit, selvfølgelig.


Konkurrencen løber til og med mandag 20. november. Vinderen findes ved lodtrækning og vil blive offentliggjort på bloggen og bloggens facebookside dagen efter.

Vinderne skal sende mig en mail senest fredag 24. november, så vi kan aftale forsendelsen**, så husk at tjekke, om du har vundet. Melder vinderne sig ikke, vil der blive trukket nye vindere.

Jeg er klar over, at det ikke er alle, der er på Facebook, og skulle du ikke være det, finder vi ud af det alligevel, hvis du bliver udtrukket. Så kan du nøjes med at følge bloggen som fast læser (tilmelding findes i højre side af bloggen).

** Der sendes kun til danske adresser.


fredag den 27. oktober 2023

Surdejsboller

Bloggen har været på sin længste pause i hele den tid, den har eksisteret, da der faktisk ikke er kommet et eneste indlæg i år. Det laver vi om på i dag med en ny opskrift. 
Og snart kommer der også årets jule-giveaway, for den skal I selvfølgelig ikke gå glip af i år. 🎅

Det er bestemt ikke, fordi jeg har glemt bloggen, men 2023 har været et frygteligt år for os, så der har ikke været overskud til mere end det allermest nødvendige. Jeg vender tilbage og fortæller mere om de ting, der har vendt op og ned på vores liv i år, når vi har kigget på dagens opskrift 😊

I dag får I opskriften på nogle nemme og meget lækre surdejsboller. Det er en opskrift, jeg udviklede sidste år og har bagt en del gange siden, da de er nemme og smager fuldstændig fantastisk! Vi har brugt dem flere gange som tilbehør til lidt specielle oste, når vi har lavet julefrokost eller påskefrokost, og jeg forudser også, at de nok kommer på bordet igen snart, da julen nærmer sig. 

I forhold til gode oste, som passer til bollerne, købte vi på julemarked sidste år to forskellige specialoste, som har været helt suveræne til de her boller, nemlig en æblerøget cheddar og fuldmåneost, som er en ost med rigtig meget smag i, og begge oste giver et godt modspil til surdejsbollerne. Så dem kan jeg varmt anbefale, hvis man kan få fingrene i dem 😋

De her boller kræver lidt planlægning, da den gode smag kræver lidt tid at udvikle, men selve arbejdet med dejen tager kun kort tid. Æltningen laver jeg i etaper, hvor dejen hviler ind imellem, så den kan stå og optage melet bedre i hviletiden, og man undgår, at dejen bliver overopvarmet ved den relativ lange æltningsproces. Af hensyn til temperaturen på dejen skal vandet også være mellem koldt og køligt, som jeg skriver i fremgangsmåden her nedenfor. Der skal bruges en kraftig mel (højprotein) til at lave de her boller, hvilket kræver en relativ lang æltning for at danne det helt rigtige glutennetværk. Heldigvis har mange af os en maskine, der kan hjælpe på arbejdsbyrden 😅 

Melet, jeg gerne bruger til de her boller, er Caputo Pizzeria, da jeg altid har den hjemme til pizzabagning, og den fungerer perfekt til de her boller. Jeg tror, at Føtex har den fast i sortiment. Som til formning af mine pizzaer bruger jeg også gerne durum-semolina-mel til deling af dejen i boller. Det er en grov durum-type, som fungerer godt til formålet. Jeg køber den gerne i Rema1000. 
Jeg bruger hvedesur som surdej i bollerne, da jeg ikke bager nok til at holde gang i en surdej. Hvedesur skal blot blandes i melet og kan efterhånden købes mange steder. Jeg køber det gerne på nettet, hvor det er billigst, eller hvis jeg skal bestille andre ting til bagning, så ryger det gerne med i kurven, så det altid er på lager.







Surdejsboller (6-8 stk)

0,3 g gær (svarer ca. til størrelsen af en lille ært)
4,5 dl køligt vand
400 g tipo 00 mel (12,5 % protein, f.eks. caputo pizzeria)
100 g rugmel
25 g hvedesur
15 g fint salt

Durum semolina-mel til formning af bollerne

Mål gæren af. Put den i køkkenmaskinens røreskål.

Afmål vandet. Temperaturen skal være kølig, men ikke kold, ca. 25 grader. Jeg måler aldrig efter, men vurderer det med hænderne. Vandet skal være noget køligere end lillefingervarmt, men ikke føles koldt. Brug et termometer, hvis du synes, men det er ikke så vigtigt.

Hæld vandet ned til gæren og rør gæren ud i vandet.

Bland meltyperne i en skål med hvedesuren og hæld det i vandet. 

Kør dejen sammen med dejkrogen, til dejen netop hænger sammen. Lad den herefter hvile ½ time (autolyse kaldes denne proces, hvor melet får lov at stå og suge vandet stille og roligt, og melets enzymer og proteiner begynder deres arbejde. Dog gør man oftest dette uden gær, men da mængden er så lille tilsætter jeg den alligevel fra starten).

Ælt dejen på køkkenmaskinen i 10 minutter. Tilsæt undervejs saltet lidt ad gangen. Lad herefter dejen hvile i 10 minutter.

Herefter æltes dejen en sidste gang i 10 minutter. Drys lidt mel i bunden af skålen, læg dejen herpå og film skålen, så den er lukket lufttæt til. Sæt skålen med dejen ved stuetemperatur i ca. 24 timer.

Næste dag skal du starte med at opvarme en bageplade (evt. med bunden i vejret) eller endnu bedre et bagestål til 250 grader. Sørg for, at pladen eller stålet er rigeligt gennemvarmt, før du fortsætter.

Fordel en gavmild mængde durum semolina-mel på køkkenbordet og hæld forsigtigt dejen ud i melet uden at håndtere den for meget. Jeg bruger en lille dejskraber til at løsne dejen fra skålen, så den blot glider ned i melet. 
Brug dejskraberen til forsigtigt at samle dejen en smule ved at bruge den til at folde siderne lidt ind mod midten, så dejen bliver højere. Herefter plejer min dej at have en oval facon.

Vend forsigtigt dejen i melet, så der er mel på både over- og underside, uden du trykker på dejen (vigtigt, så den bevarer luften).

Brug en dejdeler eller stor skarp kniv til at dele dejen i mindre stykker. Jeg deler den gerne på langs midt gennem dejen og herefter i mindre boller, enten lige over eller på skrå, hvis jeg ønsker trekantede stykker.

Flyt forsigtigt bollerne over på et stykke bagepapir.

Brug en pizza- eller kombispade til at flytte bollerne ind på det varme bagestål eller bageplade, eller tag kortvarigt den varme bageplade ud og træk hurtigt bagepapiret med bollerne over på bagepladen.

Bag bollerne 5-10 minutter ved 250 grader, til de er pustet godt op og har fået noget størrelse. På bagestålet tog det mig ca. 5 minutter. Herefter skrues ovnen ned til 225 grader, og bollerne bages færdige, så de har fået ca. 18-20 minutter og er flot gyldne. Tjek, ved at banke dem under bunden, om de lyder let hule, så er de færdigbagte.

Lad bollerne køle af på en rist, før de serveres. 

Kan fint fryses og genvarmes efter optøning.






Nu vil jeg vende tilbage og fortælle om det, som totalt har slået bunden ud af vores liv det seneste år og sat en prop i skriveriet her på bloggen. Der er gået et år, så der er sket en del, derfor bliver det nok lidt langt. Men det er godt for mig at få skrevet om det, så læs med på det, som I orker. Det er meget følsomt for mig at dele dog, da det berører de vigtigste ting i mit liv, så jeg skriver det, som jeg føler for. For nemheds skyld giver jeg afsnittene overskrifter og billeder, så det bliver nemmere overskueligt at læse. Giv det en chance.


Far
Mit seneste opslag kom 16. december sidste år, og vi holdt som sædvanligt jul hjemme. Min far kommer gerne herover til jul, og vi havde også bestilt togbilletter, så alt var på plads. Ret få dage inden jul ringede min faster dog for at ville høre, om min far havde fortalt, at hans kræft var vendt tilbage. For da hun ikke havde hørt noget fra mig om det, mistænkte hun, at han ikke havde fortalt os det. Det havde han så heller ikke, hvilket var virkelig underligt, for vi har støttet min far meget igennem hans sygdomsforløb de seneste år, og han har været meget åben, så det var et stort mysterium. Vi valgte ikke at ringe og snakke med min far om det, da det kun var få dage før, han ville komme over til jul, så vi tænkte, at vi kunne tage den der, hvis han ikke selv fortalte noget.

Min far og jeg til koncert med Elton John i 2019


Da han kom, kunne vi ret hurtigt se, at der var noget galt. Han havde nogle kognitive problemer, som blev mere og mere tydelige over de dage, han var hos os, fx troede han, at han kunne sætte strøm til en strømskinne ved at sætte dens eget stik i sig selv (dvs. ikke i væggen i et strømstik), da han skulle oplade sin telefon. Min far var uddannet elektriker, så det er jo helt galt, hvis man ikke forstår sådan noget pludseligt. Og sprogmæssigt var der også problemer. 
I forhold til kræften begyndte han at snakke om det, så snart han sad i bilen fra stationen med Christian. Han var dog sikker på, at det havde han skrevet og fortalt, men nej, det havde han så ikke. Min far fik konstateret kræft i leveren i februar 2022 og har fået brændt knuderne væk, da det var eneste behandlingsmulighed for ham. Og det er heldigvis gået godt. Men kræften var kommet tilbage i slutningen af året. I første omgang var vi dog mest bekymrede for hans mentale tilstand, så da han kom hjem til sig selv igen, havde vi fat i hans læge, som fik ham indlagt for at få behandlet den demensagtige tilstand, han var kommet i. Vi havde set det før, leverkoma, som det hedder, som er en slags forgiftningstilstand, hjernen kommer i, når leveren ikke kan rense blodet ordentligt. Heldigvis fik min far det bedre, mens han var indlagt og blev udskrevet i starten af januar. 
Herefter ventede en ny kræftbehandling på AUH, som han var igennem i første halvdel af januar. I starten af februar skulle han så have kontrolleret, om kræften var fjernet igen. 

Min far og jeg på vores årlige tur i Tivoli Friheden i 2020, før han blev alvorligt syg. Billedet her havde han stående hos sig på sygehuset i de måneder, han var indlagt, sammen med et billede af Christian og mig, så vi var tæt på, når vi ikke lige hele tiden kunne være i nærheden. I dag står billedet her på skrivebordet ved siden af mig.


Vi havde en del samtaler, mens han var indlagt efter jul, og vi kunne se løbende, at det blev bedre med ham for hver samtale nærmest. Med hans demenstilstand. Og han blev også helt sig selv igen, inden han skulle på AUH. Det var rart at have min gamle far tilbage igen. Jeg har fødselsdag i januar, og min far sendte blomster, og vi snakkede sammen på dagen. Og også løbende bagefter, da jeg havde planer om at holde fødselsdag i februar, så det ikke lige lå oveni, at han skulle til kontrol for kræften. Hans kontrol gik heldigvis godt, al kræft var igen væk, og han var  glad! Vi sørgede for togbilletter til ham, så han kunne komme med til min fødselsdag og alt var på plads. 
Halvanden uge senere snakkede vi i telefon sammen, da han havde problemer med at få skrevet en fødselsdagshilsen til sin svoger på Messenger. Min far havde haft problemer med teknik, siden han var alvorligt syg i 2020 lige op til vores bryllup, hvor han endte med en hjerneskade efterfølgende, så vi har prøvet at hjælpe ham. Da jeg lagde på, vidste jeg, at vi skulle snakke sammen i næste uge, da jeg i weekenden der skulle holde fødselsdag og vi altid ringer sammen før hans togtur, så vi er sikre på, at han forstår, hvordan han skal komme afsted med bus og tog. 

Ude og spise i Horsens Golfklub. Min far fik det største fiskefad den dag, lige hans helt store nummer.


Så tiden gik, og vi nærmede os min fødselsdagsfejring, så en aften tæt på dagen ringede jeg til ham. Han tog ikke telefonen, hvilket ikke var så bekymrende i første omgang, da han tit havde problemer med at forstå den, men han ringede altid hurtigt tilbage. Det gjorde han dog ikke denne gang. Jeg blev ved med at ringe, desværre uden svar, så da vi gik i seng, var vi ret bekymrede. Vi ville dog give det en chance dagen efter, da min far var af den impulsive type, som kunne have købt en ny telefon og have glemt at fortælle os om det. Så jeg prøvede igen, da jeg stod op. Stadig uden svar. Nu havde jeg alvorligt ondt i maven, så jeg tog fat i hans gamle kollega, som jeg kender godt fra hans tidligere sygdomsforløb, hvor hun var en stor støtte, og hun ville få den lokale landbetjent til at kigge ud til huset. Som jeg vist før har skrevet, boede min far i en hel anden landsdel end os, så vi kunne ikke så nemt lige svinge forbi selv. 

Landbetjenten var forbi, og selvom det var langt op ad dagen, var alt rullet for i huset. Det tegnede ikke godt. Han fik mulighed for at låse sig ind i huset, og desværre fandt han min far død i soveværelset 😪 Det var et kæmpe chok for os, for min far var kun 66 år og var lige blevet erklæret kræftfri og fri for sin demenstilstand, så alt så ud til at skulle blive bedre for ham igen. Men hans krop kunne åbenbart ikke mere. Da han havde alarm på huset, kunne vi se, at han ikke havde været rundt i huset siden dagen efter, vi havde talt sammen, så han havde desværre ligget længe, før vi opdagede det. Vi havde jo ellers lige snakket sammen, og der gik kun ca. en uge mellem, at vi skulle tale i telefon. Men så var det jo ikke så sært, at han ikke tog den. 😢

Min far og jeg på den tur, Christian og jeg tog med ham i forbindelse med fars dag 2022. Vi var på den sjove minigolfbane på Thurø og bagefter i Faaborg og spise aftensmad.


Som alle, der har været igennem tabet af et nært familiemedlem, ved, bliver man sat i en stressende situation, lige fra man oplever tabet, da der skal ordnes begravelse og en masse andre ting. Så samme dag måtte jeg have fat i bedemanden og få styr på, hvornår vi skulle begrave min far. Det var ekstremt surrealistisk og også meget svært og hårdt oven i det akutte chok, man bliver smidt ud i, når nogen pludseligt dør.
Men vi fik alt på plads, og min far fik den smukkeste afsked med sine mange venner og familien. På den flotteste solskinsdag, som om nogen havde bestilt den til at være sådan. Kirkegården er frygtelig kold om vinteren, især i hjørnet, hvor min mor ligger og han skulle ligge også, men der var stort set vindstille, og solen lunede, selvom det var starten af marts. Min far elskede solskin og varme, så måske har han haft en finger med i spillet? Efter kirken var vi til kaffe med snitter og småkager på det lokale badehotel. Jeg havde lavet et slideshow med tonsvis af billeder og videoer fra min fars liv, som blev sat op på stedet, så vi havde ham med os sådan 💗 Og jeg holdt en lille tale for dem, som var mødt op, for min fars venner og nærmeste familie gjorde en stor forskel i hans liv, ikke mindst i de svære perioder, hvor han mistede både min mor og sin anden kone til kræft. Livet har bestemt ikke været nemt for ham. Det var en svær tale at holde, men jeg ville gerne takke familie og venner og lade dem vide, hvor stor en forskel de har gjort i hans liv.

Min fars kiste, smukt pyntet med gule roser, som han elskede, og blå iris,som min mor havde
i sin brudebuket, og som han valgte til hendes begravelse.



Tiden efter tabet
Vi mistede min mor i 2004, og min far mistede sin kone, som han fandt og havde en masse dejlige år med efterfølgende, i 2019, så jeg var eneste tilbage efter min far til at tage mig af alt. Hvilket betyder afvikling af hans og min mors liv i mit barndomshjem siden 1980 og alt, de før og senere har samlet sammen, hvilket var virkelig meget. Det er en underlig situation at stå i pludseligt, især når man ikke før har prøvet at skulle være den, der primært skulle afvikle alt. Det har været en kæmpestor, uoverskuelig og smertefuld opgave for mig/os at skulle igennem, og det tager selvfølgelig lang tid. I første omgang kunne vi ikke gøre ret meget, fordi man venter på at få lov fra Skifteretten til at kunne tilgå alt. Komme i gang med at sortere, sælge og smide ud. Og sætte huset til salg. Hvilket var en større hovedpine for os, for det er et gammelt hus, som i dén grad trænger til en opgradering. Bruger strøm som delvis opvarmning midt i energikrisen, og var fyldt med tonsvis af ting, som skulle væk, før det kunne sættes til salg. 
Vi havde mange problemer i starten med diverse lokale marskendisere/antikfolk, som vi havde troet, ville købe en stor del af indboet, men som nærmest intet købte eller ligefrem brændte os af. Så vi endte med at stå med det hele selv til sidst. Det er dog lykkes at komme af med rigtig meget til billige penge, og resten, vi ikke kan sælge, rydder køber. For sådan en har vi heldigvis fundet. Eller de fandt os. Det er et firma, som opkøber, renoverer og udlejer huse lokalt i området, og venner af min far, så det har været en stor lettelse for os at få på plads. 


Phoebe
Desværre er livet fyldt med adskillige benspænd, som vi har oplevet alt for tit. Da vi lige var kommet i gang med at skulle køre til Jylland og tømme hus og var ude på vores allerførste overnatning hjemmefra, siden vi blev gift i 2020, blev vi ringet op af mine svigerforældre, der var meget bekymrede for Phoebe. Hun gemte sig og virkede ved siden af sig selv. Ville ikke spise. Jeg havde set, at hun havde en lidt anderledes vejrtrækningen, inden vi tog afsted, men da hun ellers virkede normal, turde vi godt tage turen. Men det havde så udviklet sig hurtigt, mens vi var væk. 
I stedet for at tømme hus på dag 2 kørte vi direkte hjem for at se til hende, og kunne godt se, at det ikke var godt. Vi havde hende til vagtdyrlægen, som i første omgang tænkte en infektion, men vi syntes selv, at det lød ret underligt i forhold til hendes symptomer. Så vi prøvede igen at snakke med vagtdyrlægen dagen efter, denne gang en anden på vagt samme sted, dag, og han mistænkte hjerteproblemer, som vi også selv havde tænkt. Vi fik en tid til hende på klinikken relativt hurtigt til et tjek.
Desværre viste det sig at se rigtig skidt ud med Phoebe. Hendes hjerte var kæmpestort, og hun havde meget væske i brysthulen pga. dets dårlige funktion, hvilket var årsagen til den anstrengte vejrtrækning. Det så rigtig grimt ud med diagnosen, for dyr så fremskredet med hjertesygdom lever ofte kun to måneder med den tilstand. 😢 Så vi smed alt, der hed Jylland og huset derovre og gav hende al vores opmærksomhed.

Vi har heldigvis haft mange kæleture, også efter hun er blevet syg.


I første omgang fik hun vanddrivende i stor dosis, og vi blev sendt hjem, men da det ikke virkede efter hensigten, var vi tilbage dagen efter og fik hendes brysthule drænet for væske. Adskillige deciliter! Dræningen gjorde hende rigtig godt, og hun fik det bedre. Hun startede samtidig på flere typer medicin mod hjerteproblemer, og det gik ok en kort tid, til hun igen var "ved at drukne" i væske i brysthulen, fordi medicinen ikke kunne holde symptomerne nede.

Anden gang, vi fik drænet, ændrede dyrlægen på hendes medicin, så hun nu fik et ekstra stof, som skulle hjælpe med hjertet. Noget, man bruger som førstepræparat til hunde, men åbenbart ikke til katte. Det har gjort en stor forskel for hende, for nu skal hun ikke længere have drænet væske, og vi har lige rundet fire måneder siden hendes diagnose, så dobbelt så lang tid, som hun blev givet som udgangspunkt. Det er jo meget flot, og vi er meget taknemmelige for den tid, vi får med hende. Hendes sygdom har dog virkelig også sparket bunden ud af vores liv, da den kræver, at hun får medicin hver 12. time (som hun dog meget velvilligt tager imod), og jeg har gjort et stort arbejde med at håndfodre hende, siden hun fik diagnosen i første halvdel af juni i år. Faktisk spiser hun ikke selv mere, altså selv går ud og spiser af sin madskål. Hun kommer og beder om mad og får den serveret på en høj kasse af hensyn til sin gigt, eller jeg håndfodrer hende i perioder, når hun har sværere ved at spise. Det har virket rigtig godt, for hun har nu taget det kilo på, som hun havde tabt i starten af sin sygdomsperiode. Og for langt det meste af tiden er hun stort set helt sig selv. Samme humør, en glad kat, som går ture i haven, er kælen og fræk. Sætter Ozzy på plads, stjæler hans mad og vækker os for at få en kælestur i sengen om morgenen. Så længe hun har det sådan, ofrer vi alt for at kunne give hende den bedste sidste tid med os. Med 110% forkælelse, naturligvis 💗

Vil stadig deltage i alting, også når jeg er i bad. Så kræver hun at få håndklædet 😄 


Det har været sindssygt hårdt både fysisk og psykisk, og da vi passer hende med maden, skal vi være hjemme det meste af tiden. Derudover er hun meget stressfølsom, så vi har droppet af have gæster ret ofte, og hun kan desværre ikke så godt tåle at blive passet af andre, da hun nemt stresser og skal fodres på en bestemt måde for at spise godt nok. Det er en rigtig hård tid at være i, da vi ved, at vi skal miste hende inden for en overskuelig fremtid. Hun er i den grad min kat og meget knyttet til os og utrolig kærlig og speciel, så det er ekstremt smertefuldt for os. Men vi nyder tiden med hende så meget, som vi overhovedet kan presse ud af de her dage, hvor hun stadig har det normalt og godt. 

Vores ufærdige soveværelse er nu opbevaring af ting fra huset i Jylland. Sådan et papkassefyldt rum er
 lige guf for en kat, og Phoebe elsker at gå på opdagelse derinde. Der er dog efterhånden så fyldt, at det
  er bedst, hun sidder på fars arm, når der skal kigges. Noget mere kedeligt men mere sikkert for hende.


Pga. hendes behov for pasning af os har jeg måttet droppe at køre med til Jylland for at tømme huset, så Christian har selv måttet køre og gøre arbejdet, mens jeg bliver hjemme og passer Phoebe. Heldigvis har hans far trådt til og taget med alle ture, jeg ikke har kunnet deltage (hvilket er mange!). De har pakket alt ned og taget med herover, hvor jeg så har sorteret tingene i gemme og ikke gemme. Og mine søde svigerforældre hjælper os med at komme af med det, vi ikke skal gemme, til genbrug eller til videresalg, da de har en god evne til at kunne vurdere den slags. Det er en uvurderlig hjælp for os, at de har kunnet træde til. 


Sorg, stress og taknemmelighed
Det giver dog en anden udfordring for mig, at jeg ikke er med til at tømme huset direkte derovre, for jeg er på den måde ikke med i processen om langsomt at sige farvel til mit barndomshjem. Vi er endelig blevet færdige med at tømme huset og skal aflevere nøglen snart, og her er det første gang, jeg skal se det næsten helt tomme hus, og allersidste gang jeg skal være i mit barndomshjem og haven, jeg har brugt al min barndom og ungdom i. Det er i sig selv ret smertefuldt og svært, og det bliver en hård dag. Det bliver dog også en lettelse, for så er der ikke flere tømmeture og ikke flere trailerlæs af kasser, jeg skal sortere. Set tilbage synes jeg dog, at hele situationen, man bliver kastet ud i, når man mister nogen og er ramt af chok og sorg, virker så urimelig. At man fra nærmest samme sekund, man får at vide, at man har mistet et betydningsfuldt menneske, skal i gang med bedemand, begravelse, skifteret og et kæmpe arbejde med at håndtere og tømme alt efter et helt liv. Der er nærmest ikke plads til sorgen. Eller noget som helst andet i den proces. Og Phoebes sygdom har kompliceret tingene yderligere undervejs.

Det har været godt for mig ikke fysisk at skulle deltage i nedpakningen i Jylland, da jeg jo desværre har en dum krop pga. min leddegigt og dårlige ryg og nakke, så det er jeg blevet sparet for. Men arbejdet med at sortere herhjemme har dog været slemt for kroppen. Så det bliver godt at kunne nøjes med at finsortere nu. Det er også godt for Christian ikke at skulle køre flere ture, for han har udviklet alvorlige stresssymptomer i forbindelse med de mange ture og alt det, vi har skulle tage os af efter min fars død. Og selvfølgelig situationen med Phoebe. Jeg håber, det bliver bedre for ham nu lige så stille. 



Stress er desværre også noget, jeg selv er ramt af. Vi har begge været påvirkede længe pga. hele situationen, så der har kun været overskud til det allermest nødvendige for at komme igennem dagene. Den sidste tid her op til aflevering af huset har været særlig hård, fordi der har været allermest at nå, og noget af det værste omhandler et møbel, som betød meget for min mor, et sminkebord, hun havde arvet fra sine forældre, som det har vist sig næsten umuligt at komme af med. Det har været ekstremt smertefuldt for mig, fordi tabet af min mor stadig gør meget ondt, og at skulle efterlade noget af hende med udsigt til at blive sendt som skrald på genbrugspladsen, var uudholdeligt for mig. Så jeg har lavet mange krumspring for at få det afsat, og desværre blevet brændt af adskillige gange, hvor jeg troede, at nu havde bordet fået et nyt hjem. 

Det er som bekendt i nøden, man rigtigt skal kende sine venner, og det må jeg også sige, at jeg har oplevet i det her svære forløb efter tabet af min far og Phoebes sygdom. Der har været adskillige mennesker, som er trådt til og har hjulpet os rigtig meget, så vi forhåbentlig kommer igennem til den anden side på et tidspunkt. I forhold til min mors bord har en veninde, som også bor i Jylland, tilbudt at komme og hente det og opbevare det, til en køber, hun kender, kan hente det, så jeg kan endelig ånde lettet op og ikke skulle have flere nedture over det bord. Det er en kæmpe lettelse.

Derudover har min faster været der meget i starten, da vi skulle planlægge begravelsen og hjalp med at rydde det mest akutte første gang. Og min fars tidligere kollega har stået på tungen for at give os fjernhjælp i hele forløbet med alt muligt. Først i forbindelse med begravelsen, så tømme postkasse, hjælpe med at få afsat ting fra huset, låse op, når noget skulle hentes af en køber (så vi ikke skulle køre 5 timer for det) og alt, hvad vi har haft brug for. 
Jeg har også fået tilbud fra min fars omgangskreds og min egen om hjælp til tømning osv., hvilket har varmet rigtig meget, selvom vi selv har klaret det meste. Så har det været en stor trøst at vide, at nogen stod klar til at hjælpe, hvis vi fik akut brug for det. Vi har modtaget mange omsorgsfulde beskeder fra vores familie og venner. Og nogle har også sendt blomster eller lækkerier til os og kattene. Sikke en betænksomhed.



I vores egen helt nære kreds har mine svigerforældre også hjulpet hele vejen, som jeg skrev, der har været hjælp fra Christians fætter i forbindelse med tømning også. Og så er der min nære veninde, som har været der med al tænkelig støtte hele vejen igennem. Hun har hørt på mine mange frustrationer og trøstet, når alt har ramlet og jeg har været meget nede. Hun har passet kat i timevis, når det har været nødvendigt og muligt for os at skulle hjemmefra. Hun er kommet forbi med hjemmebagt kage, saft og små gaver, blomster og alle former for opmuntring til os. Og vi har vidst hele vejen, at vi har kunnet regne med, at hun kunne hjælpe med kattene, hvis vi skulle afsted. Både før og efter Phoebe blev syg.
 
Kan mærke, at øjnene bliver lidt fugtige, når jeg fortæller jer om den betænksomhed og omsorg, vi er blevet mødt med igennem hele forløbet. Det har været ubeskriveligt svært og hårdt, og hver betænksomme gestus, vi er blevet mødt med, har varmet og gjort det lidt lettere at trække vejret. Jeg ved, at mange af jer derude måske læser med, så I skal vide, hvor stor en forskel I har gjort for os. 💗

Jeg ser frem til at få afsluttet det her år og alt efter min far, så den her hårde tid med meget at tage os af kan lægges bag os. Der er stadig et stykke vej, men vi er også nået langt. Mht. Phoebe tager vi én dag ad gangen og nyder hver gode dag, hun har. Fremtiden er meget usikker med hende, men hun er noget af det vigtigste i vores liv, så hun får alt det, vi overhovedet kan give hende af gode ting, mens hun er her. 



På det sundhedsmæssige plan i 2023 har jeg efter flere forsøg med biologisk medicin mod min leddegigt nu ramt et præparat, som i hvert fald i en vis grad holder min gigt i ro. Desværre har det vist sig, at jeg har en hel del permanente skader pga. for dårlig behandling af min gigt, som jeg nu skal leve med smerter af resten af livet 😔Det er en ret stor frustration for mig, da jeg vidste, at leddegigten lurede på at bryde ud pga. en positiv antistofblodprøve tidligt i forløbet, så jeg var hurtig til at opsøge reumatolog, da jeg fik symptomer på gigt. Så det er frustrerende at sidde 2½ år senere med så svære skader pga. inkompetence hos dem, som skulle være eksperterne. Jeg kan bare håbe på, at det ikke bliver værre herfra.


Der har selvsagt ikke været overskud til ret meget i det her forløb, så madmæssigt har det heller ikke budt på så meget nyt i år. Til gengæld har nemme løsninger, "frysermad" (egen god mad, frosset ned til senere brug) og comfort food fyldt en hel del. Jeg har dog fået bagt en masse kager, da jeg også har brug for at slå hjernen lidt fra ind imellem og bare producere noget. Har lavet en enkelt ny opskrift, som I får på et tidspunkt. 

Der er dog sket en lille smule alligevel, da jeg har fået købt et nyt makroobjektiv til vores kamera, så jeg kan få lidt ekstra ud af det. Billederne ovenfor af hhv. humleflue, græsrandøje-sommerfugl og rød kanttæge er lidt af det, jeg har fanget med det nye objektiv denne sommer. Det har ligesom bagningen været en kortvarig pause fra det kaos, vi har været og er i, hvor jeg har kunnet tænke på lidt andet, hvilket har været hårdt tiltrængt.


Jeg har taget langt tilløb til at skrive det her indlæg, da jeg vidste, at det ville blive både langt og svært at skrive. Men det er en nødvendig proces for mig for at komme videre. At få det ned på skrift. Tak til jer, der orkede at læse med hele vejen, selvom det blev et maratonindlæg.

Jeg vender tilbage inden så længe med bloggens sædvanlige jule-giveaway, hvor der kan vindes lækre julepræmier til katte. Så kender du en kat, som skal forkæles, så hæng på og deltag, når jeg i november slår konkurrencen op her og på bloggens Facebookside 🎄

fredag den 16. december 2022

Brændte mandler

2022 har været et udfordrende år for mig. Det har især været min kamp med leddegigten, der har trukket tænder ud, særligt efter min far kom ud på den anden side af sin kræftsygdom, der naturligvis også har fyldt meget hos os. Smerterne og den ekstreme træthed har gjort det svært at stå i køkkenet, både for at lave den mad, vi skulle spise, og for at hygge med nye projekter til bloggen, så i år er det kun blevet til én enkelt opskrift. 

Men året er ikke omme endnu, så vi kan lige nå én til! Det er faktisk en "gammel" opskrift, da det er en, jeg har lavet for flere år siden, men jeg har bare ikke haft overskud til at få fotograferet og blogget den før nu. Som jeg skrev i mit seneste indlæg, satte min reumatolog mig på en binyrebarkhormonkur, hvilket har dæmpet min gigt en del, så jeg har endelig haft mulighed for at komme lidt i køkkenet. Jeg har prøvet sådan en kur før, så jeg ved, at det er en stakket frist, og derfor havde jeg også travlt med at få produceret nogle julekager i den første tid, før gigten kommer retur. Jeg har på opfordring fra Christian bagt vaniljekranse, og selv valgt pebernødder, som er min favoritsmåkage til jul. Og så er der de brændte mandler, som er en uundgåelig snack herhjemme til jul! 

Vi elsker begge to brændte mandler, og vi foretrækker dem af den slags med krystalliseret sukker udenpå, så det er den opskrift, I får i dag. Det er måske en af de hurtigste og nemmeste ting at lave overhovedet til jul, og samtidig noget af det mest lækre. Jeg har allerede lavet det flere gange her i december 😄 

Opskriften giver en fin størrelse portion, og spørger du mig, er der ingen grund til at lave en mindre portion end angivet, da de meget hurtigt får ben at gå på her i huset i hvert fald. Vil du lave en større portion, se da min note under opskriften. 

Det allervigtigste, når man laver brændte mandler, er at være opmærksom på sit arbejde hele tiden, så sukkermassen ikke brænder på, dvs. at styre varmen, som ikke må blive for høj, og røre godt rundt det meste af tiden. Det tager ingen tid at lave, men det er ikke noget, man går fra, mens man laver det. Arbejdet belønner sig dog, for det er faktisk ikke så svært, som man skulle tro, og de brændte mandler smager mindst lige så godt som dem, man kan købe på gaden og julemarkeder i december. 

Mht. opbevaring af de færdige brændte mandler har de fleste nok deres præference. Jeg har tidligere blot rullet et kræmmerhus af bagepapir og puttet dem i, men i år har jeg været heldig at finde nogle superfine små røde papirposer med nisser på i Harald Nyborg, beregnet til pakkekalenderpakker, som er lavet af fødevareegnet papir. Så nu er vores brændte mandler puttet i sådan en lille juleslikpose, det er da lidt hyggeligt 💗




Brændte mandler 

150 g mandler 
150 g sukker
1,5 tsk kanel (strøget mål)
1/3 tsk vaniljesukker
1 dl koldt vand

Hæld sukker, kanel og vaniljesukker på en stor pande og rør lidt rundt i det, til det er blandet godt sammen. Rør mandlerne i. 

Tilsæt vandet, rør det hele sammen og bring det til at småkoge ved medium varme under omrøring.

Rør jævnligt i sukkermassen, mens vandet langsomt koger ind.

Når vandet fordamper, vil sukkermassen tørre ind og krystallisere. Rør konstant i massen og skru ned på lav varme. Sukkeret vil smelte igen, men det er ikke meningen, at det skal smelte helt. Det skal kun lige smelte en smule, så det får det krystalliserede sukker til at sidde fast på mandlerne *

Rør godt rundt i mandlerne, så sukkeret netop klistrer fast til dem, og tag dem straks af varmen, før sukkeret smelter for meget. 

Hæld de færdige mandler ud på et stykke bagepapir ** og lad dem køle helt ned, før du pakker dem væk. Når mandlerne bliver kolde, bliver de lækre og knasende.


Har du lyst til at lave en større portion, end opskriften angiver, vil jeg anbefale, at du laver det a flere omgange, da portionen her fylder det meste af en stor pande, og det med en større portion vil være svært at styre at få overtrukket alle mandler ordentligt.

* Hvis sukkeret ikke så gerne smelter, kan du skrue op til medium varme, men sørg for at røre godt rundt i mandlerne og tage panden af varmen, når sukkeret klistrer til mandlerne, uden at det smelter for meget. Det skal som sagt kun lige smelte en smule, så det klistrer til mandlerne.

**  Jeg beklæder bare en af ovnens bageplader med bagepapir til formålet og lader den stå på køkkenbordet med mandlerne, til de er kølet helt af og klar til at pakke ned.

De færdige brændte mandler, her ledsaget af to af mine elskede Medusa-grise, som Christian gav mig i adventsgave sidste år. Jeg har glædet mig lige siden sidste jul til at se dem igen 💗



Der er sket en smule siden mit sidste indlæg her i på bloggen. Som jeg skrev, blev jeg af reumatologen sat på en kur med binyrebarkhormon for at banke min leddegigt ned, og det er bare noget, der virker. Det er ærgerligt, at det har så mange bivirkninger, for det er lidt af et mirakelmiddel. Af samme årsag kan man ikke være på det ret længe ad gangen, og derfor er jeg ved at trappe ud. Jeg har som sagt prøvet at få nået alt det vigtige, jeg skulle have overstået, mens jeg kunne bruge min krop, så der er blevet bagt julesmåkager, købt gaver, ordnet hus osv., som er en større udfordring, når gigten raser. 

Efter nedtrapningen påbegyndte, kan jeg desværre godt mærke, at gigten er på retur. Den kommer ligesom snigende igen, hvilket desværre også er en indikator for, at min nye biologiske medicin endnu ikke virker. Det kan dog tage op til tre måneder, før den gør, og da jeg kun har taget den en måned, kan effekten endnu indfinde sig, hvilket jeg selvfølgelig håber. Har heldigvis ikke de store bivirkninger af den, og derfor er det også nemmere at være tålmodig.
Jeg var til kontrol hos en sygeplejerske på reumatologisk afdeling i forgårs i forhold til den her nye medicin, hvilket er meget betryggende som patient. At de holder øje og følger en. Det betyder faktisk meget. Samtalen gik fint, og jeg fik mere medicin med hjem. Så må vi se de næste måneder. Jeg er heldigvis blevet flyttet permanent over til den reumatolog, som så mig akut i november, så jeg slipper for flere tider hos den første, som var skyld i min svære forværring og skader. Det er jeg meget lettet over.

Phoebe er, som jeg skrev sidst, også startet på medicin for sin slidgigt, Solensia, hedder medicinen, og den virker gudskelov på hende. Hun har netop fået anden dosis. Nu kan hun pludseligt komme op i øverste køje i vores gulv-til-loft kradsetræer, og humøret fejler bestemt ikke noget. Hun er ind imellem endda blevet "killingefræk" og tror, hun skal kradse i tapetet igen, som hun var uartig til at gøre som killing 😮😂 Så endnu er behandlingen en succes for hende. Hun får den som injektion en gang om måneden hos dyrlægen.

I søndags var vi en tur ude, hvilket vi desværre ikke gør så meget i for tiden, så det var dejligt at være afsted. Det har været lidt sværere at komme hjemmefra, fordi jeg har haft det dårligt og vi begge har mindre overskud, og så er der jo også Julius, som vi lige skal tage hensyn til, fordi han pludseligt kan blive akut syg fra det ene øjeblik til det andet. Sådan har det dog været nogle år nu, hvor vi godt har kunnet tage nogle ture ud at spise i hvert fald, så det er nok mest det manglende overskud, der er problemet.
Men vi plejer at have vores årlige Tivolitur i december, så det skulle vi selvfølgelig også i år. Vi var ude at spise først og kørte herefter i Tivoli for at se den flotte udsmykning og lure i boderne. Vi synes begge, at boderne var lidt mere spændende og varierede i gamle dage, så det savner vi. Men selve parken er stadig flot. 


Det var dog i år mere udfordrende end ellers, da jeg desværre stadig er ret påvirket af min gigt i forhold til at komme rundt. Så jeg fik hurtigt problemer med knæet, og vi måtte derfor tilpasse turen lidt rundt i haven og fik ikke set alt, som vi plejer. Men vi havde alligevel en dejlig tur. Det var virkelig skønt at være hjemmefra og opleve lidt og være ude at spise. Jeg håber, vi kan tage nogle flere ture ud i det nye år. Vi har lidt koncerter på programmet som sædvanligt, da vi begge elsker musik og at opleve det live. Så vi har fået købt ind til lidt nye oplevelser, som vi kan glæde os til i 2023.


Vi holder som sædvanligt jul herhjemme med vores forældre, hvilket er superhyggeligt og også rart for os at kunne være hos kattene, som de er vant til. Det er dog et stort arbejde, og i år er opgaven måske lidt større, fordi jeg fra næste uge igen falder i binyrebarkhormon, så jeg kan forvente en forværring i gigten. Heldigvis er Christian god til at kunne være et sæt ekstra hænder for mig, og vi har prøvet det før, da jeg med de svært handicappende smerter i senerne mellem 2016 og 2018 måtte overlade meget til ham. Så det skal vi nok komme igennem. Det er dog alligevel en bekymring for mig, for jeg ser ikke frem til, at gigten vender tilbage. Men vi må jo tage det, som det kommer. Sådan er det bare med den her sygdom.

Selvom der er meget at se til, får vi dog også hygget, som vi plejer med julefilm, adventspakker og andre dejlige ting. I dag skal vi f.eks. have ribbensstegssandwiches til aftensmad, hvilket vi begge to har glædet os rigtig meget til. Og da det jo er fredag og vi ikke skal alt for tidligt op i morgen, skal vi nok også lige nå en julefilm mere i aften 🎅

Jeg har stadig en del at nå inden jul dog, også i dag. Jeg har heldigvis fået overstået de værste hurdles med gaver og indpakning, men der er stadig en del indkøb endnu i forhold til maden, og vi har også lige en fejring af min svigermor, som fylder 75 i næste uge, hvor vi har aftalt, at vi mødes og spiser her og hygger med pakkeleg og hjemmebag. Det skal nok blive en rigtig dejlig dag, er jeg sikker på. Det betyder dog også, at jeg lige har lidt forberedelser at tage mig af, så jeg vil stoppe her for i dag.


Jeg vil lige slutte af med at minde om, at der på bloggen ligger opskrifter til at lave den perfekte flæskesteg og andesteg, hvis du mangler tips til den gode julemad 😊

Opskrift på flæskestegen finder du her: Opskrifter på den bedste julemad: Saftig flæskesteg med sprød svær 
Og andestegen finder op opskrift på her: Opskrifter på den bedste julemad: Perfekt stegt andesteg med æbler og svesker


Rigtig glædelig jul til jer alle 🎄


mandag den 21. november 2022

Vinderne af bloggens jule-giveaway er fundet!

Konkurrencen er slut, og det er tid til at trække vindere af konkurrencen. Først vil jeg dog lige starte med at sige en stor tak til alle jer, som har haft lyst til at deltage i min lille julehyggeleg. Det glæder mig, at der har været så stor interesse om den, og jeg har nydt at læse om og se billeder af jeres dejlige katte 💗

Men hvem har så vundet? Som vanligt har alle fået et nummer tildelt, startende med kommentarerne på bloggen, og herefter er der via www.random.org udtrukket de heldige vindere. Her kan du se vinderne af konkurrencen:


Vinderen af adventskalenderen:
Anette Mortensen og hendes kat Ria

Vinderen af julekalenderen:
Lærke Fentz og hendes kat Mis Mis


Stort tillykke til jer begge to. Jeg håber, at jeres katte bliver rigtig glade for præmierne. 
I skal senest i morgen sende mig en privatbesked på bloggens Facebookside eller en mail, så vi kan aftale forsendelsen.  Hører jeg ikke fra jer, trækker jeg en ny vinder.

Jeg håber, at I har lyst til at vende tilbage og deltage en anden gang. 🎅


søndag den 13. november 2022

Bloggens jule-giveaway: vind en lækker julekalender eller adventskalender til kat

Det er blevet tid til den årlige jule-giveaway her på bloggen, hvor jeg traditionen tro har juleforkælelse til kat på højkant. Ligesom sidste år har jeg i år valgt at lave hele to præmier, nemlig en adventskalender med fire fine gaver og en lækker julekalender, som kan vindes til en heldig kat, som skal forkæles ekstra i december 😻🎄

Herunder kan du se billeder af præmierne og nedenfor læse, hvad de indeholder.





Det kan du vinde:
I år er der som skrevet ovenfor to præmier i spil:

Adventskalender bestående af 4 lækre pakker, som hver indeholder lækkerier eller legetøj
Cosma julekalender, som indeholder snacks af frysetørret 100 % rent kød (kylling, and, oksekød og tunfisk)



Sådan deltager du:

1. Følg om bloggens facebookside  (se nedenfor, hvis du ikke er på Facebook*)

2. Skriv en kommentar til indlægget her, hvor du fortæller mig navnet på katten, der skal vinde julegaven. Fortæl også gerne lidt mere om katten - det er så hyggelig læsning 😊
HUSK også at angive dit eget navn, når du lægger en kommentar! 

🎅 Du kan få et ekstra lod i konkurrencen ved at deltage på bloggens facebookside, hvor konkurrencen også er slået op. Dette er helt valgfrit, selvfølgelig.


Konkurrencen løber til og med søndag 20. november. Vinderen findes ved lodtrækning og vil blive offentliggjort på bloggen og bloggens facebookside dagen efter.

Vinderne skal sende mig en mail senest tirsdag 22. november, så vi kan aftale forsendelsen**, så husk at tjekke, om du har vundet. Melder vinderne sig ikke, vil der blive trukket nye vindere.

Jeg er klar over, at det ikke er alle, der er på Facebook, og skulle du ikke være det, finder vi ud af det alligevel, hvis du bliver udtrukket. Så kan du nøjes med at følge bloggen som fast læser (tilmelding findes i højre side af bloggen).

** Der sendes kun til danske adresser.


torsdag den 10. november 2022

Et nyt kapitel - forhåbentlig

Her på Mortens aften får I en hilsen og opdatering fra mig. Skal du have lækker andesteg i aften? Eller måske i weekenden? Og mangler de sidste fif og tips til at lave den lækre and? Så tag lige et smut forbi indlægget, jeg tidligere har lavet her på bloggen, hvor du får gode råd til både tilberedning af anden, hvordan man laver en lækker andesovs og en billedguide til parteringen: Perfekt stegt andesteg til Mortens aften.




Inden længe er der igen december, årets hyggeligste og nogle gange også mest stressede måned. Jeg glæder mig dog alligevel, selvom den bliver fyldt og travl, da jeg elsker jul.🎄 Derfor kommer der også i år her på bloggen en jule-giveaway med mulighed for at vinde julehygge til en kat, du holder af, ligesom jeg plejer at lave. Konkurrencen sættes i gang i løbet af den næste uge, så hold øje med bloggen her og bloggens facebookside. 🎅

En af sidste års gevinster. Snart vil jeg poste dette års jule-giveaway med nye præmier. 



I en lang periode her på bloggen har jeg kun udgivet indlæg med opskrifter, fordi jeg ikke har haft overskud til at skrive mange indlæg, og det er trods alt maden, der er grundstenen i bloggen. Jeg har dog løbende haft mange tanker, jeg gerne ville dele med jer og fået luft for på den måde, men frekvensen af indlæggene på bloggen her over især det seneste halvandet år, siden jeg blev ramt af leddegigt, har tydeligt vist hvor lidt fysisk overskud og mulighed, der har været for det. 
I dag er dog en anden sag, for jeg har endelig en dag med lidt fysisk overskud og mulighed for at bruge mine hænder, så nu får I en opdatering om, hvad der sker herhjemme for tiden.

Jeg vil starte med at fortælle jer om de store kampe, jeg personligt kæmper for tiden. Som jeg skrev i mit seneste indlæg, har min leddegigt været aktiv og givet mig store problemer længe, og min medicin har ikke kunnet holde den nede. Så da jeg var hos min reumatolog i august, et par dage efter mit seneste indlæg, valgte han at henvise mig til behandling i det offentlige med henblik på biologisk medicin mod min leddegigt, da det ikke kan gives i privat regi. Det var ca., som jeg havde forventet, for jeg kunne heller ikke se andre muligheder.

Jeg måtte dog vente en rum tid på at komme til på Slagelse Sygehus, hvor min henvisning blev sendt hen, og i mellemtiden fik jeg en svær forværring i fingrene. Så jeg havde forventet, da jeg kom til min første tid i starten af oktober, at jeg skulle sættes op i binyrebarkhormon, som er en type medicin, som virker hurtigt på gigten og tager de værste symptomer. Min tidligere reumatolog ville ikke stoppe den behandling, da jeg gik hos ham, fordi han var bekymret for et tilbagefald. Så hvad der skete på sygehuset, var for mig en stor overraskelse.

Jeg kom ind til en høj udenlandsk mand med en dialekt, jeg havde svært ved at forstå, hvilket ikke ligefrem gjorde det nemmere, men hverken jeg eller Christian husker, at han spurgte mig om, hvordan jeg havde det. Om jeg havde ondt nogen steder eller til mine generelle symptomer. Jeg prøvede dog selv at fortælle det, men syntes ikke, det blev rigtig hørt. Det var meget anderledes, end jeg plejede, for det er vigtigt at vide, hvor der er aktivitet i gigten. I stedet undersøgte han mig for hævelser, hvilket jeg dog ikke har så mange af, dog nogle, som han så åbenbart ikke har bemærket, men det betyder ikke, at jeg ikke har aktivitet i min gigt. Han lavede en fysisk undersøgelse af mig og konkluderede, at jeg ikke har psoriarsis (man kan have en gigtform, som hænger sammen med den sygdom), og at jeg har hypermobile led, og det var vist ca. det. Og derudover satte han mig over på min grundmedicin på sprøjte for at få en bedre effekt. Desværre syntes han også, at binyrebarkhormonen skulle udtrappes, og det kom ærlig talt for mig som et chok, fordi jeg gik og havde det så skidt. Men han havde tydeligvis ikke forstået, hvordan jeg havde det. Så sådan blev det. Og jeg fik at vide, at vi kunne snakke biologisk medicin, når jeg havde været på sprøjtemedicinen i tre måneder. I mellemtiden skulle der laves forundersøgelser, så jeg var klar.




I det hele taget gik det hele meget hurtigt. Der var sat en hel time af til samtalen og undersøgelsen, hvilket jeg på forhånd havde været rigtig glad for, for så havde jeg forventet, at der ville være god tid til at snakke om mine problemer og undersøge dem nærmere og snakke medicin og behandling. Men i stedet blev det hu-hej-vilde-dyr igennem det hele, og jeg havde svært ved at følge med i, hvad der blev sagt. Tiden, der var afsat, blev ikke brugt fuldt ud, og jeg fik fx ikke lavet nogen ultralydsundersøgelse af de led, jeg havde det værst i, som jeg var vant til fra min tidligere reumatolog. 
Når jeg læser notatet fra ham om min konsultation, skinner det da også igennem, for han har ikke fundet nogen hævede led, hvilket jeg ved, jeg havde, og han har derudover skrevet en anden diagnose forkert (jeg skulle oplyse, om jeg har andre sygdomme), så jeg pludseligt var noteret til at have en anden sygdom, end jeg egentlig har. Det er noget sjusk, og overordnet set viser det, at det gik for stærkt. Ser jeg tilbage på notatet, kan jeg se, at han rent faktisk har noteret, at jeg klager over smerter, så det gør det bare endnu mere problematisk, at han ville trappe mig ud af den medicin, som kunne holde gigten lidt i ro, og han kunne i det mindste have givet mig besked på at kontakte afdelingen, hvis jeg fik det værre. 

Jeg var ærlig talt ret paf, da jeg gik derfra, men forventede, at det var det, der skulle til, for at jeg kunne "få lov til" at få biologisk medicin. At man skulle udelukkende være på grundmedicinen for at se, om den virker. Fik en god snak med en sød og tålmodig sygeplejerske om opstart med sprøjterne, og så kørte vi ellers hjem.

I løbet af den seneste måned, hvor jeg har været i udtrapning af binyrebarkhormonen, har jeg fået en svær forværring. Det er blevet så slemt, at jeg næsten ikke har kunnet påklæde mig selv, kun med stort besvær har kunnet klare personlig hygiejne og ikke kunnet lave mad selv. Og en del andre ting, som er helt basale for at kunne fungere i sin dagligdag. Og derudover er der opstået deformiteter på nogle af mine fingre og min ene fod. Den slags kommer man aldrig af med igen, og det vil for altid give mig problemer og se grimt ud. 😔




På et tidspunkt begyndte jeg så også at tabe håret i større totter, så jeg ringede til sygeplejersken på afdelingen for at høre, hvad der kunne gøres. Hun snakkede med lægen fra tidligere, og jeg blev sat op i folsyre, som er et vitamin, der afhjælper bivirkninger ved min grundmedicin. Samme dag havde jeg fået taget blodprøver, og de viste et for mig meget forhøjet infektionstal, som er et parameter, hvorpå man måler aktivitet i leddegigt. Jeg spurgte hende derfor, om man skulle gøre noget, for når tallet lå sådan, og jeg samtidig havde det så dårligt, så måtte det jo være, fordi min medicin ikke gjorde det godt nok. Men jeg måtte jo ikke få binyrebarkhormon mere for at se, om grundmedicinen kunne klare opgaven, var mit indtryk? Hendes svar var virkelig overraskende og chokerende for mig. Det var ikke sådan, som jeg havde gået og troet. Selvfølgelig skulle man ikke gå og have det ad helvede til, og det var min egen beslutning, om jeg ville have en akuttid hos dem for at få set på mine problemer. 

Det var både en stor overraskelse og en virkelig deprimerende besked at få, for så havde jeg gået og lidt i en måned og fået permanente skader af ingen verdens nytte! 😞 Ingen havde fortalt mig, at jeg skulle kontakte dem, hvis jeg fik det værre, eller at jeg godt kunne få hjælp i prøveperioden, hvis det gik den forkerte vej. Sygeplejersken havde sagt, at jeg bare skulle ringe, hvis der var det mindste, men jeg havde jo forventet, at tingene var, som de skulle, som lægen havde sat op for mig. Så jeg så faktisk ingen grund til at ringe, før jeg begyndte at tabe håret, for det var uforudset. Jeg havde forudset, at jeg ville få det dårligt uden binyrebarkhormon, så det kom jo ikke som en overraskelse. 
Jeg sagde til sygeplejersken, at jeg lige ville tygge lidt på tilbuddet, især med tanke på at jeg havde været på binyrebarkhormon siden foråret og netop var trappet ud, hvilket har været en kamp og haft store konsekvenser, så det var lidt surt allerede at skulle starte op igen. 

Der gik dog kun tre dage, før jeg måtte smide håndklædet i ringen og kontakte dem for at snakke om en akuttid. Jeg var meget i tvivl om, hvad jeg ville, men i min samtale med sygeplejersken blev jeg hurtigt klar over, at det var meget nødvendigt at blive undersøgt hurtigt. Hun skaffede mig en akuttid hos en anden reumatolog på afdelingen allerede i mandags, fire dage efter vores samtale. I et tilbageblik på de seneste uger kan jeg godt se, at det længe har været nødvendigt at snakke med nogen om min tilstand, for jeg har simpelthen været så handicappet af min gigt. Jeg har ikke kunnet bruge mine hænder til ret meget, og over de seneste uger har jeg næsten ikke kunnet gå pga. smerter fra fødder og knæ. Derudover er der kommet symptomer fra nakken, som vi dog ikke ved, om er gigt, men det har holdt mig vågen om natten, så den seneste måned har været et rent helvede. Det startede hurtigt, fra jeg trappede ned i medicin.




Men mandag kom, og Christian og jeg tog turen til Slagelse Sygehus for at se den anden reumatolog. Han talte heller ikke dansk uden accent, men var betydeligt nemmere at forstå, og hvad vigtigere var, så var han grundig! Han undersøgte mig og så med det samme hævelse af mine fingre, som havde stået på i måneder, men som den tidligere læge ikke havde set (som jeg kunne se af hans noter). Derudover lavede han en ultralydsundersøgelse af mine påvirkede led og kunne se aktivitet over alt i dem. Og erosioner, som jeg forstod det, permanente skader. Han sagde, at han kunne se, at det var noget, der havde stået på længe. Det får mig til at tænke, at hvis den første læge havde været lidt mere grundig og scannet mig, havde han opdaget det og ikke valgt en forkert behandling til mig.
Derudover var der en kæmpe væskeansamling i det ene knæ, som har givet mig så store problemer, og det valgte han at dræne med en kanyle og sprøjte. Det gjorde sindssygt ondt, hvilket alle på afdelingen vist godt kunne høre, men den nye reumatolog tog det ret køligt. Efter indgrebet havde han drænet en masse væske ud af mit knæ, så jeg skulle få nemmere ved at gå fremadrettet. 

Vi havde en længere snak om symptomer og problemer, tidligere behandling og om mig, og på baggrund af det og min gigtaktivitet var han ikke i tvivl om, at jeg skal starte på biologisk medicin. Hurtigst muligt. Man skal dog godkendes på en konference, men han var sikker på, at jeg ville blive det, så han gav mig papirerne med hjem, så jeg kunne læse om det. Og så har han givet mig en ny binyrebarkhormonkur. Dog kun 6 uger, men det lyder umiddelbart rigtig fint. Jeg får en højere dosis, end da jeg startede i foråret efter corona ved min sidste værste forværring af gigten, og i løbet af de seneste dage har det taget en større del af mine smerter. Jeg er dog ikke symptomfri, som jeg næsten var i foråret, men al bedring er velkommen. Derudover har han sænket min dosis af grundmedicinen, så jeg forhåbentlig kan slippe af med mit hårtab.
Og jeg har fået besked om, at jeg er blevet godkendt til biologisk medicin nu med opstart i næste uge. Så nu sker der endelig noget. Jeg håber, det kan blive starten på et nyt kapitel for mig med et nemmere liv uden så mange smerter. Men det må tiden vise. På forhånd ved man ikke hvilke patienter, der får effekt af medicinen, eller om man får bivirkninger af den, men som lægen sagde, så er det det bedste alternativ i forhold til et liv uden medicin, fordi leddegigten i sig selv, særligt ubehandlet, kan give mange andre problemer. Og ikke kun med deforme og ødelagte led og store smerter, men også problemer med kredsløbet, større risiko for kræft osv. Så nu giver jeg det en chance, og der er andre biologiske præparater, man kan prøve, hvis det ene ikke virker eller giver uacceptable bivirkninger. Så vi må se, hvordan det går. Jeg er i hvert fald meget spændt.

Men det har været virkelig hårdt at nå hertil, ikke mindst pga. min start på afdelingen med den dårlige oplevelse. Den seneste måneds helvede ønsker jeg ikke for nogen, og jeg har bestemt, at jeg ikke vil ind til den første læge nogensinde igen. Jeg er meget vred og frustreret over min oplevelse ved ham, der har gjort, at jeg for altid må leve med deformiteter og har haft en måned i rent helvede. Jeg har fået at vide, at jeg kan lave en klage over ham ved at fortælle min historie i en samtale med en overlæge eller lignende, var det vist. Det vil jeg lige tygge på. Det vigtigste for mig lige nu er dog at se fremad og forhåbentlig få det bedre. 
Jeg må dog fremhæve sygeplejerskerne på reumatologisk afdeling, for de har virkelig været et stort plus for mig i det her forløb. Har snakket med en del forskellige, og de har alle sammen været søde og tålmodige og givet gode råd og vejledning. Det betyder utrolig meget. Hos min tidligere reumatolog var der kun én sygeplejerske ansat, og jeg havde altid lidt ondt i maven over at skulle ringe til hende, fordi man aldrig rigtig kunne forudsige, om hun ville være imødekommende eller sur, når man fik hende i røret. Det er en helt anden sag med sygeplejerskerne på reumatologisk afdeling, og det er jeg utrolig taknemmelig for.

De her seneste dage med lidt bedring har jeg afventet med stor længsel. At kunne knappe sine egne bukser, selv klare et bad osv. har jeg virkelig savnet meget. I morgen skal vi have vores "mortensand", og jeg har en forhåbning om, at jeg selv kan klare at sætte den i ovnen, mens Christian er på arbejde. Og så kan han hjælpe med at lave den færdig, når han kommer hjem. Så det går lidt fremad, heldigvis. Ellers skal de næste dage bruges på at samle kræfter før opstarten på den nye medicin. For det er aldrig til at vide, hvordan kroppen reagerer. Men jeg håber selvfølgelig det bedste.





Det var en kæmpe roman om mig. Tak, fordi du læste med så langt. Der sker dog også andre ting her i livet, selvom min gigt har fyldt meget. Desværre er Phoebe også blevet ramt af gigt, slidgigt, hvilket har taget til over de seneste måneder, og vi har startet hende op i medicin for det, men det virker desværre ikke så godt, som hun har brug for, så fra næste uge skal hun også starte op i ny medicin. Hun skal afprøve et nyt præparat til gigt hos katte, som viser lovende resultater. Så vi håber, det kan give hende en rigtig god effekt og bedre livskvalitet fremadrettet.




I mellemtiden er Ozzy blevet 16 år, og han er still going strong 😄 Til tider er hans husets mest aktive kat trods sin alder, men han har også størrelsen på sin side, da han er en noget mindre kat end Phoebe og derfor ikke på samme måde får belastet sine led. Han er ikke så aktiv, som da han var en ung kat, men han tager stadig ofte fræseture rundt i huset, højt mjauwende og leger vildkat. Hver aften står på den daglige "spabehandling", når han kommer med os i seng og skal have sin daglige frisering (kun ren fornøjelse, for det må kun gøres på kinderne og i ansigtet og ikke længere ned end skuldrene helst) og ansigtsmassage 😻 Hvilket han stor-nyder. 





Julius' tilstand med hans problemer med tarmene kører lidt frem og tilbage med perioder, hvor det går rigtig godt og perioder, hvor tingene er mere ustabile. Pt. kører det nogenlunde stabilt, hvilket betød, at vi kunne forlade huset i tirsdags uden al for stor bekymring, da vi var på Nørrebro Teater og se et foredrag, som jeg havde været heldig at vinde billetter til. Det var et foredrag af Richard E. Grant, en engelsk skuespiller, som vi har haft fornøjelsen af at se film med gennem årene. Foredraget handlede om hans liv og livet med hans kone, som han mistede til kræft sidste år, og det var et hudløst ærligt, meget underholdende og morsomt og rørende foredrag, som jeg var utrolig glad for at have haft mulighed for at opleve. 

Richard E. Grant på scenen i gang med at læse og svare på spørgsmål fra publikum.



Tirsdag blev i det hele taget en anti-mandag, som jeg sagde til Christian, da vi kom hjem fra foredraget, for om mandagen var vi på sygehuset, og selvom jeg nu fik hjælp, var der mange negative ting, jeg skulle forholde mig til i den forbindelse omkring, hvordan min sygdom nu var udbredt, og hvad der var sket med mig. Men tirsdag var så meget anderledes. Inden vi kørte i teatret, modtog jeg en flot buket blomster og en sødt kort fra min gode veninde, jeg har kendt siden gymnasietiden. Hun ville sende mig en opmuntring i den hårde tid og oven på den lidt svære dag, jeg også havde haft dagen før med min tur på sygehuset. Virkelig sødt og betænksomt af hende 💗 Jeg mærkede den første effekt af binyrebarkhormonbehandlingen, som havde taget en lille smule af mine smerter, vi fik en handicapparkeringsplads lige foran teatret (fuldstændigt umuligt næsten, da der kun er et par pladser der i gaden), showet var så god en oplevelse, og da vi kom hjem, kunne jeg for første gang i måneder selv åbne en ny pakke af Julius' vådkost, da mine fingre nu lige præcis var bedret nok til, at det kunne lade sig gøre. Så jeg håber virkelig, at tingene kun vil gå fremad herfra. Det trænger vi virkelig til alle sammen. 

Den smukke buket fra min veninde.

Close-up af de flotte blomster.



I dag er min "fridag". En dag uden planer for første gang rigtig længe. Det er hårdt tiltrængt. Pga. min leddegigt lider jeg af en voldsom træthed og udtrætning, hvilket betyder, at jeg meget hurtigt bliver utrolig træt og løber tør for energi, ofte uden overhovedet at foretage mig noget særligt. Så det er ret begrænset, hvad der sker i mit/vores liv for tiden, og derfor var turen i teatret den anden dag også meget atypisk for, hvad vi laver lige for tiden. Hver uge ser jeg min fysioterapeut, som tilpasser min behandling og forsøger at dæmpe mine smerter med laserterapi og øvelser.  
Min "opgave" i dag er primært at få vasket mit store hår. Det er i sig selv lidt af en præstation pga. mine smerter og manglende energi, så jeg prøver at planlægge den slags opgaver til dage, hvor jeg ikke skal så meget andet. Og derudover at lave så lidt som muligt for at samle energi til at kunne lave andestegen i morgen. 

I aften står den på hygge med varm kakao med flødeskum og favoritserien, som pt. er Bosch: Legacy. Vi har i lang tid set den originale Bosch-serie, som jeg varmt kan anbefale. Den er klart en af mine all time højst elskede serier. Det er en krimiserie, som er utrolig velskrevet og velspillet. Bosch: Legacy er en spin-off, som vi selvfølgelig tager med, nu vi elsker den originale serie så højt. 
Christian læser pt. The Law of Innocence op for mig om aftenen, en bog skrevet af Michael Connelly, manden, der har lavet bøgerne bag Bosch, og den er indtil nu god og spændende. Den inkluderer også "vores mand" fra serien som en af figurerne, hvilket ikke gør den mindre spændende. Som jeg måske har skrevet herinde før, læser Christian for mig ofte om aftenen, fordi jeg pga. mine smerter har svært ved at sidde med en bog. Mit piskesmæld gør, at jeg har svært ved at bøje nakken i længere tid. Så han har læst for mig sådan i mange år, hvilket jeg sætter stor pris på.


Som jeg skrev indledende i indlægget her, er den årlige jule-giveaway lige om hjørnet. Selvom det har været og er en virkelig hård tid, vil jeg gerne bibeholde den tradition her på bloggen, da den gør mig glad og er en hyggelig tradition, så jeg har over de seneste måneder været i gang med at købe ind til giveaway'en. Jeg mangler lige at få pakket den sidste pakke ind, som netop er kommet ind ad døren og få taget billeder, så skal jeg nok skyde konkurrencen i gang. Så hold øje med siden her eller bloggen på Facebook, hvis du kender en kat, som fortjener lidt ekstra forkælelse op til jul 🐱🎄